Jens Peter Vilhelm Henriksen,

Nogle træk fra mit livs historie.

Jeg vil i de efterfølgende Linier give nogle Optegnelser af mit Livshistorie, saa vidt det er muligt at huske

Jeg er født 30. maj 1881

som søn af Parcelist Jens Henriksen og

Ane Kirstine født Christiansen,

Munkebjergby Østermark,



Stedet var min Moders Fødehjem, men jeg ved ikke andet om hendes Forældre end, at Faderen havde været Kusk paa Tranekær paa Langeland. Stedet var paa en halv Snes Td. Land af en temmelig dårlig Bonitet.

Min Fader var fra en By, der hedder Næblerød i Nærheden af Fuglebjerg, hans Far var Arbejdsmand, og selv havde han lært til Skomager, men havde ikke lyst til at sidde stille, saa ud over at holde Familiens Fodtøj i Orden, blev det ikke til meget.

Mine Forældre blev meget tidligt gift, Far var lige fyldt 20 Aar og Mor var 3/4 år ældre. Der kom en masse Børn i Ægteskabet i alt 11, hvoraf jeg var nr. 9, af de 8, der var ældre end mig, har jeg kun kendt de to, en Broder og en Søster, de andre var døde i Alderen fra 10 til 14 Aar, en var dog ikke mere end mellem 3 og 4 år, det var Tuberkulose eller det der den Gang kaldes Tæresyge og nogle af dem laa og var syge i 2-3 Aar, der var jo ikke noget, der hed Sanatorier dengang, og paa Sygehusene vilde de ikke have den Slags Patienter, saa de maatte jo ligge hjemme imellem de øvrige Børn.

Far kunne ikke holde ud at være hjemme og han begyndte saa som Stenhugger og Brolægger, mange Kampstenslænger og Grunde til Huse staar endnu, som Minde om godt udført Arbejde.

Da jeg var 3 Aar gammel fik jeg en lille Broder og fire Aar efter igen en Broder, da var min Moder næsten 48 Aar gammel og opslidt dels af de mange Børn og ogsaa af Arbejdet paa Stedet, naar Far næsten altid var ude paa sit Arbejde og vi Børn maatte jo tage fat saa snart vi kunde, der var ikke ret meget Tid til Leg, og da jeg var den største af de sidste,( deMto ældre var jo forlængst kommet ud at tjene) maatte jeg jo tage godt fat, jeg var saaledes ikke mere end 9-10 Aar, da jeg maatte tærske med Plejel om Vinteren og Sommeren maatte vi samle Sten af Markerne og om Efteraaret var jeg med til at slaa dem til Skærver, som vi solgte til Kommunen.

Men jeg vil nu forsøge at gaa tilbage til den første Tid, jeg kan huske, og det er min Farfars Begravelse, da var jeg ca. 5 Aar gammel, jeg mindes, at jeg havde faaet nyt Tøj, det var syet som Søofficersdragt med gule Knapper med Anker paa, og det var jeg jo vældig stolt af, kun var det en stor Skuffelse, at der ikke var lommer i Trøjen, men kun nogle udvendige Lapper, vi kørte med Hest og Vogn til Hallagerlille, hvor Begravelsen skulle være hos en Faster, som Far havde der i en ret stor Gaard, der var dog ikke Plads saa hele Familien kunde sove der, og vi kom saa hen paa en Nabogaard, hvor vi laa i Storstuen, hvor der var redt op paa Gulvet til os, der var jo nemlig for langt at køre tilbage samme Dag, det før omtalte Tøj var der en Kusine til min Mor, der havde syet, og hun blev senere Mormon og rejste til Uttah, USA, hvor hun blev 7 Kone hos en Mand der.

Min Farmor kom et Aarstid efter Mandens Død hjem og bo hos mine Forældre, hvor der blev lavet en Stue til hende, hvor hun var i ca. 15 Aar til hun døde et par og halvfems Aar gammel, og da hun var midt i firserne faldt hun og brækkede Laarhalsen i det ene Ben og kom ikke til at gaa andet ved en Krykke og en Stok, saa det var jo yderligere Arbejde for min Mor. Jeg vil ikke sige, at vi Børn var glade for Farmor, hun var meget missionsk præget og taalte ikke, at vi morede os, naar vi kunne faa en Lejlighed til det.

Min Far var imidlertid holdt op med Stenhuggeriet, da han havde faaet megen Gigt af at ligge ude i Regn og Rusk og var begyndt at være Slagter, slagtede Grise og sendte til København, han slagtede ogsaa Køer, men saa kørte han ud og solgte Kødet, det var jo ikke altid lige godt, der var jo ingen Kødkontrol den Gang, men det var billigt fra 10 til 25 øre pr. kg.

Jeg var ogsaa Slagter, en Feriedreng fra København kom en gang imellem, og jeg fik saa lov til at lege med ham, han havde en fin Hestetømme, og jeg havde en Vogn, og saa fangede vi Frøer i Mosen, som vi slagtede, parterede og solgte dem til opdigtede Mennesker, jeg maatte først slagte Frøerne, og saa fik jeg Tømmen paa og var Hest, men det gik strygende. Jeg ville ogsaa engang efterligne Far med at slaa en Ko paa Panden, jeg havde en Træklods til Ko og en kortskaftet Økse til at slaa med, saa idet jeg rigtig skulde slaa til med Bagsiden, huggede jeg et stort Hul oven i Hovede, og jeg maatte skynde mig ind til Mor, hun fik saa Blodet standset, saa kom hun noget Amerikaolie, som var hendes Universalmedicin til Saar, i Hullet og saa et Tørklæde om, og saa lægtes det i Løbet af kort Tid, men jeg prøvede ikke mere i den Haandtering. En gang husker jeg ogsaa, at jeg kom galt af Sted, men det var uden egen Skyld, jeg var med til at sætte Køerne paa Græs, Far tøjrede og jeg skulde saa holde de andre, imens jeg havde 3 eller 4 i Tøjr, saa var er to, der kom op at slaas, og den ene vendte sig saa brat, at den fik det ene Horn ind bag mit højre Øre, og der blev en Flænge paa 5-6 cmt lang, saa Øret ligefrem dinglede, men det var jo ikke Skik at løbe til Doktor med saa lidt, saa jeg måtte jo nøjes med Mors Universalmiddel, hvorfor jeg ogsaa i den Dag i Dag gaar med et mægtigt Ar bag Øret. Jeg mindes, at jeg som Barn led meget af Frost i Fødderne og Midlet derimod var, at jeg skulde løbe ca. Km barfodet i Sneen og saa ind ved Kakkelovnen, hvor de frosne Fødder blev opvarmet og smurt med Petroleum, om det hjalp noget kan jeg ikke sige.

Da jeg blev skolepligtig, kunde jeg ikke undværes til Arbejdet hjemme, fik min Far Lov til at undervise mig hjemme, det kunde jo lade sig gøre om Aftenen, jeg var lærenem og Far var en skrap Skolemester, saa da jeg 8 Aar kom i Skole, blev jeg efter en Uges Forløb sat ind som Nr et i Klassen, jeg kunde baade regne og skrive bedre ned de andre, og jeg havde gennemlæst baade Danmarks og Bibelshistorie inden jeg kom i Skole, men jeg maatte jo i den Tid Far underviste mig møde op til Skolens Eksamen. Jeg mindes ogsaa den Tid, da min yngste Broder blev født, det var 4 Februar 1888, da var der saa meget Sne, at man kunde gaa fra Driverne og op paa Hustagene, og ved ovenfor nævnte Begivenhed maatte nogle Mænd bære Jordemoderen et langt Stykke over Driverne hen til Stedet, som var fuldstændigt afskaaret, paa samme Tidspunkt laa min ældre Broder hjemme med et brækket Ben, Lægen havde lagt det i Gibs, og saa skulde han 6 Uger efter møde og faa det skaaret af (Gibsen selvfølgelig), men det ikke Føre til at køre til Lægen og skar Far og min Broder det selv af, havd der indbragte dem en Røffel.

Min Skolegang de første par Aar blev noget af en Fiasko paa grund af en daarlig Lærer, vi Drenge maatte gøre alt Lærerens private Arbejde med at passe hans Køer, Roer og Have, samt save og flække Brænde, som brugtes baade i Skolen og Privat samt nogle gange om Dagen hente en frisk Bajer til Læreren, Skolejorden var 7-8 Tdr Land, saa det blev ikke til ret meget med Skolearbejdet, og jeg var daarligere til alle Fag, da jeg var ti Aar, end da jeg begyndte i Skolen, Læreren havde ogsaa særlig Kig paa mig, fordi jeg var dygtigere end dem, han selv havde oplært, og saa blev jeg ligeglad og sløv, saa fik Far ved en ren Tilfældighed at vide, at jeg ikke var, som jeg skulde være og at Prygl ikke kunde hjælpe, jeg fik nemlig næsten hver Dag fra 5 til 15 Slag i Enden af et fingertykt Spanskrør, Læreren satte sit venstre Ben op paa en Bænk og saa maatte vi hænge over det mens Afstraffelsen foregik, jeg sagde saa til Far, hvordan det var fat, og jeg blev saa overført til en anden af Kommunens Skoler og saa gik det frem igen, det var nemlig en Lærer, som jeg holdt meget afjeg blev udskrevet af Skolen, da jeg var godt 13 Aar, da min Eksamenskarakter var saa fin, at de var nødt til at slippe mig fri, Præst og Lærer vilde ellers haft, at jeg skulde have læst til Lærer, men Far havde ingen Penge til det og en Henvendelse til men velhavende Faster gav ikke noget Resultat, og der var ogsaa Arbejde nok hjemme.

Et Aar efter blev jeg saa Konfirmeret og et Aarstid efter, kom jeg ud at tjene hos en Gmd i Omegnen, var der i 3 Aar, rejste saa efter en lille Strid med Far, til en Herregaard paa Lolland (Frederiks.....) som Landvæsenselev, en rigtig god Plads, hvor vi lærte bl. a. at arbejde godt, men tillige at være glad ved Arbejdet, den Forvalter vi havde en vis Evne til at gøre Arbejdet interessant, og Teorien blev heller ikke glemt, vi førte Dagbøger, som vi hver Søndag morgen maatte indlevere til Eftersyn, og saa maatte vi ud i Marken og lære Landmaaling m.m., og saa fik vi i vores Fritid en meget god Behandling, og vi fik en vældig god Kost.

Efter et Aars Ophold der rejste jeg til Gislingegaard, men Forholdene der var lige modsat med daarlige Folk (mest Svenskere) og en meget daarlig Kost, der paa Gaarden var jeg iøvrigt i Livsfare flere Gange.

Første Gang var i en Grusgrav, hvor vi hentede Grus til Støbning af Aljebeholder, Grusen skred ned og begravede mig til Armhulerne, i denne Grusgrav fandtes mange Forsteninger af Sødyr, og jeg havde faaet samlet mig en hel Kassefuld af disse, som nogle Aar efter blev ødelagt ved Ildebrand.

Anden gang jeg var i Fare, var ved at jeg i Laden faldt ned fra Tærskeværket, idet en Planke knækkede, men blev hængende ved det ene Ben i Ladens Tømmer, jeg vilde ellers være kommen ind i Værkets Drivrem, men nu kunde Folkene løfte mig uskadt ned.

Tredie Gang var ved, at jeg køre Alje, Beholderen var blevet støbt om Efteraaret, men der var ikke støbt Dække over den, om Foraaret, da der skulde køres Alje ud, blev lagt nogle Brædder over det ene Hjørne, og der var Pumpen sat fast, imens jeg stod og pumpede knækkede det Bræt, jeg stod paa, og jeg faldt bagover ned i Aljen, og der var saa dybt, at jeg ikke kunde naa Bunden, og jeg kunde heller ikke naa Kanten, saa jeg maatte svømme rundt og raabe om Hjælp, og der kom saa en Mand og fik mig halet op, men det var en værre Omgang, temmelig koldt, og jeg havde jo slugt en Del, idet jeg faldt i, saa jeg var syg i flere Dage, og alt det Tøj jeg havde paa maatte brandes, da lugten ikke var til at vaske af.

Fjerde Gang faldt jeg ud af en Loftsluge, idet min ene Træsko hang fast i Karmen, og jeg faldt lige paa Hovedet ned af Stigen, men fik aft i denne og drejet mig, saa jeg naaede Stenbroen sidevis, jeg laa og gispede lidt og gik saa til mit Arbejde igen.

Imens jeg var der paa gaarden, døde min Farmor, og jeg skulde jo hjem til Begravelsen, men det var en temmelig besværlig Rejse, først fra Gislinge Kl. knap 6 om Morgenen til Holbæk skifte og til Roskilde, skifte igen til Sorø, og saa havde jeg ca. 10 Km at gaa, saa jeg kom i Tanker om, at jeg lige saa godt kunde gaa hele Vejen og saa gaa tværs over til Knabstrup og over Verup og Vedde, saa kunde jeg være før hjemme, end hvis jeg tog med Toget, og saa vilde jeg jo ogsaa spare Billetten, men jeg havde ikke regnet med, at der var Mosen, og saa tog jeg fejl af Vejen og kom til Mørkøv, saa gik jeg over Skamstrup, Skellingsted, Niløse og Dianalund og naaede hjem, da Begravelsen var forbi, jeg naaede hjem ved 3 Tiden, og jeg regner med at have gaaet ca. 50-60 Km, det var en god Spadseretur.

Fra Gislinge tog jeg til Randers som arbejdende Forvalter paa en Gaard paa 135 Td Land, men det gik ikke saa godt der, saa rejste igen efter et halvt Aars Forløb, det var jo ellers ikke Skik dengang.

Jeg kom saa til en lignende Gaard ved Horsens, hos nogen meget flinke Mennesker der behandlede mig, som var jeg deres egen Søn, der kunde jeg godt være blevet et Aar til, men havde faaet Rejselyst i Blodet og tog saa en ny Plads paa en Gaard ved Stege paa Møen, hvor jeg ogsaa havde det godt, men Ejeren var syg og laa paa Rigshospitalet, og da jeg om Efteraaret skulde paa Session, turde han ikke beholde mig for et Aar til, der paa Gaarden, havde vi ogsaa en Grusgrav, og dre fandt vi et par Skeletter, og jeg tog et Kranium og en Laarknogle med hjem paa mit Værelse, men maatte snart skille mig af med disse Ting, da Pigen ikke turde gøre mit Værelse i Stand.

Paa Sessionen blev jeg imidlertid kasseret, men det var i Oktober, og der var antaget en anden i min Plads. Jeg tog saa hjem, men kunde ikke finde mig i de små Forhold, og da det var Vinter, var der jo ikke saa meget at tage Vare paa, min yngste Broder laa ellers og var syg af Tuberkulose, og den næste havde faaet en god Plads, som Rangerekusk paa Sorø Station.

Jeg fik saa Plads paa Melbygaarden, en Gaard som hørte til Lerchenborg, og Forpagteren var en søn af Forpagteren der. Lidt hen paa Vinteren døde min Broder og i Marts brændte Gaarden, jeg fik alt mit Tøj brandt og havde ikke forsikret, Forpagteren og alle Folkene blev flyttet til Lerchenborg, ligesom alle Dyrene ogsaa kom derop, medens der blev opført en ny Gaard.

Om Efteraaret derefter flyttede jeg med Forpagteren til Dønnerup pr Jyderup som Fodermester, der var ca. 90 Malkekøer. Sommeren derpaa døde min anden yngste Broder, han var Soldat, men ved en haard Natøvelse i Regn paadrog han sig en stærk Forkølelse, der gik over til Hjernebetændelse, og paa et par Uger var han død, og det hjalp jo kun saa lidt, og han blev begravet med militære Æresbevisninger, ligesom Obersten skrev et meget smukt Brev til mine Forældre.

Der paa Dønnerup lærte jeg min Kone at kende, hun var fra Holbæk, hendes Far var forhenværende Brandevinsbrænder, vi blev forlovede i Sommerens Løb, men jeg rejste alligevel til Jylland om Efteraaret til en Gaard ved Silkeborg, som hed Vester Kejlstrup, og det varede 4 Aar, før vi blev gift, og i den tid saa vi ikke hinanden mere end 1-2 gange om Aaret.

Da vi saa blev enige om af skulde giftes, blev der bygget et nyt Hus til os, og vi fik indrettet et rigtigt lille Dukkehjem, 2 Aar efter fik vi en lille Pige, som blev døbt Gemma efter Forpagter Knipschieldts Datter, som min kone havde været Barnepige til og 3 Aar efter fik vi en Datter til, som kom til at hedde Kamilla.

Saa kom Krigen 1914, og da min Kone gerne vilde hjem i Nærheden af sin Moder, der var blevet Enke, og Lønnen i Jylland var blevet for lille, søgte og fik jeg Plads paa Sofienholm ved Tølløse, hvor jeg havde Besætningen i Entreprise og kunne tjene noget mere. Begge mine Forældre var døde i Løbet af de 10 Aar, jeg var ved Silkeborg. Jeg var særdeles heldig med Pladsen paa Sophienholm, jeg var der i 7 Aar, og der var aldrig en Uoverensstemmelse imellem Forpagter Rønholdt og mig, jeg gjorde tit 2 Mands Arbejde, mange Gange 16 Timer i Døgnet, jeg havde sat mig for, at jeg vilde tjene, saa jeg kunde købe mig en lille Gaard. Efter de 7 Aar var jeg blevet træt af at have Vrøvl med Malkekonerne, og jeg var desuden blevet bange for Tyrene, det blev dog ikke en Landejendom, jeg fik købt, jeg havde sparet ca. 14,000 kr., og dem satte jeg saa i en Købmandsforretning i Algestrup, som jeg saa drev i 23 aar, indtil jeg i 1945 blev syg af en Blodprop og ikke maatte bestille ret meget, hvad jeg heller ikke kunde.

Aarene i Algestrup gik selvfølgeligt ikke uden Modgang, Aaret efter, at vi var flyttet dertil, mistede vi vores store Pige, som døde da hun var 12 Aar, det var en Hjernesygdom, og det var jo et haardt Slag for os især for min Kone, jeg troede næsten, at hun var blevet sindssyg, vi havde paa Sophienholm faaet baade en Dreng og en Pige, og et paar Aar efter Gemmas Død, fik vi en lille Pige, som blev døbt Gemma efter Søsteren, og min Kone fik efterhaanden sit Humør igen. Min Svigermor var død det sidste Aar, vi var paa Sophienholm. Forretningen i Algestrup var jo ikke særlig stor, men ved fornuftige Dispositioner og jævn Sparsommelighed gik det hele godt, til at begynde med havde jeg en Hest til at køre ud med varer, men indsaa snart, at det var mere fordelagtigt med en Bil, som jeg ogsaa brugte til Personkørsel, der var ingen andre Vognmænd i Nærheden og ingen Privatbiler, men jeg kørte alt for billigt, saa det gav ikke stort Overskud, men vi kørte ogsaa selv nogle gode Ture om Søndagen, vi havde saa Mad med hjemmefra, og Turene kostede ikke andet, end den Benzin vi brugte, og vi besøgte de fleste af de skønne Steder, der er her paa Sjælland, og var ogsaa en Gang paa 3 Dages Tur i Jylland.

Da jeg var blevet syg, maatte jeg sælge Forretningen og flyttede til Udby, hos Sønnen som har Forretning der, købte senere et Hus og boede der i 5 Aar, købte saa min Datter Maries Hus i Holbæk, hun var blevet enke efter kun 9 Aars Ægteskab, hun havde taget en Plads som Husbestyrerinde hos en Mand med 4 Drenge i Alderen fra 5 til 14 Aar. Vi begge var glade for at være kommet til at bo i Østerstræde, især min Kone, som altid havde ønsket at faa Hjem i Holbæk, men det varede desværre ikke ret længe for hendes Vedkommende, kun et godt Aars Tid efter paa vores 43 Aars Bryllupsdag den 15 august 1953, hvor vi var taget ind til vores Datter Gemma, som bor i Bagsværd, for at fejre Dagen der, døde hun pludseligt af et Hjerteslag, det er en skøn Død at faa, men jo et haardt Slag, for os der stod Tilbage.

Jeg har glemt at skrive, at vi i 1934 holdt Sølvbryllup med stor Opmærksomhed fra Beboerne i Algestrup og andre Venner og Bekendte, samt fra mine Forretningsforbindelser.

Efter min kones Død rejste jeg i et halvt Aarstid rundt hos Børnene, søgte ogsaa en Husbestyrerinde, men fik ingen, og da jeg ikke egner mig til husligt Arbejde, søgte jeg Ophold paa de gamles Hjem, og da der blev Plads, flyttede jeg derhen, solgte mit Hus, og nu sidder jeg her i Stue 52 og skriver disse Optegnelser, jeg er godt tilfreds her, det er selvfølgeligt ikke som ens eget Hjem, men jeg kan ikke sige andet end godt om Opholdet her, men engang imellem føler man sig alligevel ene imellem de mange, vi er ellers ca. 100 gamle her, og jeg gaar rundt og snakker med en hel Del af dem, og gaar ogsaa i Byen hos forskellige Bekendte, og saa har jeg jo Børnene at komme og besøge mig, men jeg føler alligevel som jeg, som man siger, er sat ud af Spillet og ikke er andet end en Snylter, men det kan vel ikke være anderledes. Jeg rejser en Del ud, sidste Sommer var jeg tre Uger paa en Rundrejse i Jylland, som jeg har beskrevet foran i Bogen. I Aar har jeg købt mig en Knallert og vil tage nogle Ture rundt paa Sjælland og Lolland-Falster m.m.

Holbæk i Juni 1954.