Andreas Olsen Seem

   Et andet navn for Andreas var Andreas Olsen.

  Forskningsnotater:

Kjartan Rødland Skriver i bogen : Draumen vart Verkeleg :

Halvanna mils veg austover for Fergus Falls ligger den vesle byen Underwood.
Namnet er ikke tilfeldig : det er skogland rundt, og dei første homesteadarane som kom hit, hadde få problem med å skaffa seg tømmer til den første hytta dei bygde for seg og familien. Andre stader på prærien måtte dei nøya seg med ei hytte av stampet jord. Men det var endå meir med denne staden. Det første namnet han fekk, var turtle Lake, for vakre sjøar går heilt inn til det som er sentrum i dag.
Vi har lov at til å seia at den første nybyggjaren, som kom til Underwood, var norsk. Det var Andreas Olsen Seem. Han var fødd i Grong i 1820, og var ein godt mogen mann, då han i 1867 gifta seg med den 29 år gamle Karen Johansdotter Medjaa. Ho hadde kome frå Sverige til Trøndelag med den vesle dottera si, Johanna, og fann altså ein stø og trufast trønder å dela livet med. Saman fik dei døtrene Kaja og Andrina.

Året efter ægteskabsmålet fandt Karen og Andreas en måde at kaste sig på udvandringsbølgen, der derefter var ved at krydse Norge. I 1868 fandt de i Iowa, og i foråret 1869 kom de til Alexandria, Minnesota. Fra fortet, hvor nye indvandrere tog, som regel i grupper, vestpå med vogne trukket af okser, til hvor frit landbrugsjord. Den godt voksne arbejder Andreas, nu 49 år gammel, ser godt byggemateriale, når hans rejsekammerat rejser gennem en egskov. Her havde ingen hidtil huse sig. Sammen med et ungt gift par, Anna og Ole Foss, går Karen og Andreas nu op, og de tager land (husstue) og fortsætter med at bygge deres nybygningshuse den sommer. Dette var de første to nybyggere, der blev bygget i 1881, som blev organiseret som byen Underwood i Sverdrup Township, Minnesota. Ovnene var træ i norsk byggestil, og det er tydeligt, at der er gjort et groft arbejde. Anna og Ole Foss var barnløse, og efter deres bortgang blev det arrangeret, at byen Underwood tog sig af nubyggjarstova deira - for at minde om den første prionertid.

Det var vanvittigt for Underwood, og vigtigst af alt, blev en af de største jernbaner i USA, Northern Pacific Railroad, åbnet i 1881, og det var meget lettere for bosættere at nå deres dyrkningsareal og ikke mindst at levere de varer, de producerede. . I 1887 blev den første skolestue bygget i det, der stadig blev kaldt "det femte skoledistrikt", og da der i september 1912 ikke var noget valg, havde 27 stemmeret.

Mange kalder de bjælker, som Anders og Karen oprettede i Underwood som et vartegn for indvandrere på vej vestpå, hvilket skyldes, at denne ovn er placeret langs emigrantvejen ("på banen") vest for fortbyen Alexandria, hjemstedet for Knute Nelson. "Huset halvvejs" kalder vores komfur også. Tallouse-bosættere er stoppet ved denne ovn, de fik noget at spise, de blev kvalt, og de siger, at der var en masse leg og sjov i Seem-stuen.

Da jernbanen kom, var alt så meget lettere. Den gang folk måtte finde ud af på vegløse-prærier, var det anderledes. Det truer med, at dem, der lykkedes bedst, var dem der hjemme fiskede og fragt, som sunde evner. De vidste, hvordan de skulle navigere efter stjernene, og det var som om nattehimmlen var skyfri - som regel fandt de deres egen gård i de uendelige sletter uden meget besvær.

Seems præriehus er ganske enestående i det vestnorske emigrationscenter, da det er den ældste bygning, der er kendt fra denne tid. Andre museumsinstitutioner har fokuseret på udvandringen og den første etablering i det nye land, så denne fase af eventyret er rimeligt godt dokumenteret. Emigrationscentret har prioriteret de højeste niveauer af de nye samfund i vest, hvor vi opbyggede, og niveauerne for de vigtigste institutioner.

I det, der i dag er hjemmesiden for den lille by Underwood, får man et godt billede af, hvordan en typisk pionerby blev bygget. Der var købmænd, læger og tandlæger, apoteker, isenkramforretninger, jernbanestationer, tømmerlagre, smed, banker, kronelevatorer og telefonstationer og ofte også salong og fængsel. Ikke alt kom så tidligt. Det tog flere år, før de fik en fotobutik, bilforhandler, guldsmed og urmager, men det hele kom sammen. Generelt er det sådan, at indvandrerbyer udviklede sig, og det skulle ikke være så meget, før Udvandringscenteret i Sletta har alt det Underwood lidt efter lidt fik i de tidlige dage.

Det mest forunderlige er, at Karen og Andreas Seem nybygningsovnene stod gennem alle skiftende tider. Som regel var det det ældste og mest primitive forsvundet efter hånden, som velstanden steg, og nye og store huse blev bygget. Men Seems nybyggerhus var i brug som en helhed indtil 1956, da den blev flyttet, og et mere moderne hus blev bygget på byen. På det tidspunkt havde de bygget til nybyggerhuset, så de havde 6 værelser. Udvidelsen blev fjernet, da huset blev fraflyttet, så det stod som det originale fra 1869.

Gennem sin vennekreds i Fergus Fall, kontaktede Asbjørn Ystebø Chet Habberstad, der tog ham rundt i distriktet for at se, om der kunne findes aktuelle nybyggerhuse, der muligvis kunne flytte til Sletta. Asbjørn var også taget med til Seem Huset i Underwood og så på dette unikke kulturhistoriske minde. Så de kiggede på flere huse, men i lokalavisen står det: "Ystebø forelsket sig i Seem-huset og satte sig for at bringe det til museet i Sletta". Joyce Bruns havde sin egen måde at fortælle om, hvordan lærer Ystebø fra Norge driver husjagt i Amerika. Han vidste ikke, hvor mange huse han havde ønsket, "men han får stadig nye og vidunderlige ideer - og jeg aner ikke hvor han får pengene fra. Det er på et laveste budget, men han er en god sælger, og han mangler aldrig frivillige, der arbejder uden betaling - de betaler deres billet selv, og de ser på dette som et eventyr! "

Men vi finder en anden kvinde, og uden hende var eventyret ikke spild af penge. Luverne Kiene er oldebarn af Andreas og Karen. Men da hun blev spurgt, om hun måske ønsker at donere huset til det vestnorske immigrationscenter, konsulterede jeg min 90-årige mor, og efter det var hun ikke sent til at beslutte. Det var selve tanken om, at pionerhuset ville vende tilbage til det land, hvor Andreas og Karen kom fra - sådan en "hjemrejse" var noget, som oldefar Andreas aldrig havde våget at tro på! Så hun.

10. oktober 1997, få måneder efter, at Emigrantkirken blev åbnet på Sletta, send hun et brev til Ted Kjeseth, hvori hun siger, at huset skulle være tømt den 31. oktober, og "Jeg krydser fingrene for, at vejret vil være godt, når flytterne kommer hertil ". Slutningen af oktober er ikke altid lige så blid på disse kanterne. Hun var ikke alene med denne drøm. Hun svarede for hele familien efter bedstefar og bedstemor. Luverne holdt sit løfte, og samstemmende dukkede flyttefolkene fra Norge op i Underwood.

Hvor mange nordmænd behøves for at afmontere en bjælkehytte, tage alle dele og bringe hende hjem til Norge?" Spurgte Dave Olsen, journalist i lokalavisen "Forum". Han havde selv svaret: "Du har brug for otte nordmænd, og det er det!" Han havde noteret navnene på alle disse otte. Lederen var unge Frode Mellingen, erhvervsbygger. Året før var han involveret i nedtagning og pakning af kirken i Brampton, så han var en fyr med solide kundskaber med at nedtage historiske bygninger, mærke og pakke alle dele, få dem i containere og passe på at pakke ud og genopførelse. Jobbet med at nedtage Kirken var gjort på en uge i Amerika, så bjælkehytten var i alle tilfælde en langt mindre opgave: Nedenunder var der kun et rum, og oven på det også et, nok tag over hovederne på to indvandrerfamilier

Flytning er stadig en opgave for sig selv, og Frode Mellingen var selv problemet med logfiler, som han måtte finde nye løsninger på:
"Det er primært bygningstypen, der er anderledes. Du kan ikke bagatellere med sådanne detaljer, du skal kun markere en del, så det vil være korrekt, når du har set huset sammen ". Han havde set lignende huse derhjemme, bjælkebyggede.
De syv, der fulgte Frode Mellingen over, var Alf Hamre, Odd Lyder Pletten, Arthur Gjerde, Roald Straume, Henry Rath, John Henning Rath og Tove Instebø. Og som tidligere havde de også god hjælp fra fire fyre fra Craftmen for Christ, ikke mindst Ted Kjeseth. Det var første gang, han hjalp med at fjerne et bjælkebygget hus, og han måtte lære teknikken efterhånden, som arbejdet skrider frem.

Uheld havde de lidt af, en overbelastet maskine skubbede væk i huset, resten gik glat, og det var ikke meget mere end en dag, de brugte på opgaven. Huset blev transporteret af Greg Peterson til Forman, og derefter var hjemkomsten i gang. I Forman, North Dakota, blev bjælkehytten læssett i forsendelsescontainere, derefter gik færgen med trailer til Kansas City, med tog til Houston, og derfra med båd til Europa og Norge, ligesom transporten af Emigrantkirken havde rejst et år tidligere.
To år senere blev vores tømmerhus opstillet på Sletta, og på udvandringsfestivalen i juli 2000 kunne de åbne dørene. Den lykkeligste gæst af alle var Luverne Kiene: "Hvad fik mig til at antænde denne idé var, at Norge var så interesseret i tilværelsen af sine emigranter, at de ønskede at give det primitive træhus et nyt liv i god pleje." Og hun tilføjede: "Det kan godt ske, at der er flere amerikanere, der ser denne minde i Norge, end de havde, hvis det stod i Underwood!"
Siden år 2000 var der mange mennesker, der har oplevet Huset i Sletta, også efterkommere af Trøndaren og hans svenske kone!

  Begravelsesnotater:

Andreas O Seem
Birth 9 Apr 1820
Death 8 Sep 1890 (aged 70)
Burial Aurdal Cemetery Fergus Falls, Otter Tail County, Minnesota, USA
Memorial ID 55772124 · View Source

Andreas blev gift med Karen Johansdatter Medjaa i 1867. (Karen Johansdatter Medjaa blev født i 1838 i Sverige.)